Hvem er Francoise Nduwarugira Poulsen

 

Den 21. oktober 1993 udbrød der borgerkrig i Burundi, efter at den folkevalgte præsident Ndadaye Melchior var blevet dræbt under et militærkup. Herefter herskede der uro og usikkerhed overalt i landet.

Burundi er et lille land (republik) i det centrale Afrika, der ligger tæt på Rwanda, Congo og Tanzania. Burundi er et land, der er lidt mindre end Danmark og med en befolkning på ca. 8 millioner indbyggere.

Francoise var dengang gift med en højtstående politiker, og den 10. december 1995 blev også han skudt og dræbt. 
Efter at have mistet flere familiemedlemmer, herunder to af sine børn, måtte Francoise flygte ud af landet, og ad snirklede omveje kom hun i slutningen af 1996 til Danmark sammen med sin dengang 3-årige søn.
 
Francoise har om nogen mærket på egen krop, hvad det vil sige at være flygtning i Danmark. På godt og ondt. Ikke mindst sproget var en stor barriere for hende, men med en ukuelig vilje og stædighed er det lykkedes hende at få skabt sig en tilværelse, hvor hun med egne ord ”betragter Danmark som sit hjemland nr. 2”. Naturligvis har det også været hårdt, og Francoise har ind imellem lidt meget af hjemve.
 
I 2004 blev hun gift med Michael Poulsen, og i dag bor de sammen med Francoise’s søn Florent i Randers. Med en administrativ teknisk uddannelse fra Burundi i bagagen samt en kontoruddannelse og handelsøkonomuddannelse i Danmark, grundlagde Francoise i 2008 firmaet ”Languageservice Tolkebureau”. Her tilbyder hun ud over tolkning og oversættelser også foredrag om flygtningeforhold og kulturforståelse.